På grænsen mellem det Atlantiske Ocean og Nordsøen findes Shetlandsøerne, en øgruppe bestående af 117 klippefyldte øer med sparsommelig bevoksning og råt, blæsende klima. Herfra stammer Shetlandsponyen. Ponyerne har været på øerne i mere end 2000 år, og de barske forhold har gjort den til en stærk og sund lille hest. Efter i århundreder at have tilpasset sig det barske klima på øerne, uden træer eller ret mange læsteder, er det blevet til en særdeles hårdfør pony. Der er udskåret en Shetlandspony på et Piktisk monument fra omkring 840 f. kr. Ponyen syner hårdfør og stærk, og har en mankehøjde på omkring 95 cm. De første spor efter "tæmning" spores tilbage til omkring 500 f. kr.
Der hersker noget uenighed om Shetlandsponyernes oprindelse, idet én ekspert har hævdet, at de kom med tundraen i istiden, hvor Nordsøen og Norskehavet var tilfrosset, inden isen trak sig tilbage fra De Britiske Øer; at det var ponyernes isolation op øerne og de efterfølgende årtusinders indavl der var skyld i den bestandige formindskelse fra ponyernes oprindelige højde på ca. 135 cm. En anden teori er baseret på de Shetlandsponyer der kan genkendes på stenaldermalerierne i huler i Dordogne og Altamira; teorien hævder, at Shetlandsponyen måske var de første heste af Equus-typen, der blev bragt til Shetlandsøerne af mennesker, eftersom en af de første folkevandringsbølger til Storbritannien kom netop fra området ved Den Biscayiske Bugt, og at Shetlandsponyen formentligt var en særlig dværgvariant der udskilte sig fra ponyerne af Exmoor-typen. Den sidste teori virker umiddelbart ganske acceptabel. Det syner svært at ponyerne skulle have klaret sig på istidens tundra, men langt mere sandsynligt at deres bevægelse mod nord til stadig barskere vilkår har forårsaget deres vækstforringelse.
Da en ny lov i 1842 forbød anvendelse af kvinder og mindreårige børn at trække kulvognene i Englands og Skotlands miner, begyndte man at anvende ponyer i stedet for. Shetlandsponyen var stærk nok til at trække de tunge vogne, og den var lille nok til at komme frem i de smalle minegange. Man begyndte at indføre racen til Storbritannien i store skibslaster. Disse ponyer levede ofte hele deres liv nede i de mørke minegange uden nogensinde at se dagens lys.
Lord Londonderry
Desværre kontrolleredes avlen af Shetlandsponyer ikke så nøje, og der blandedes en del fremmed blod ind i racen. I 1873 begyndte Markisen af Londonderry planmæssig avl på ørene Bressay og Noss, og flere andre fulgte hans eksempel. Londonderrys stutterier nedlagedes efter 20 år, men avlsmaterialet bevaredes. Stutteriet Londonderry var førende indenfor nichen af avl af Shetlandsponyer til minedriften. Den foretrukne farve for mineponyerne var sort, og med depressionen og 2. verdenskrig fulgte en nedgang i antallet af de øvrige farver. Kun de sorte var der stadig et marked for som følge af minedriften. I de tidlige 1950´er løb der store flokke på op mod 500 individer rundt i det skotske landskab, og de øvrige farver blev mere sjældne.
Eksporten af Shetlandsponyerne fra Shetlandsøerne begyndte sent i det 17. århundrede. Der blev holdt tal på hvor mange ponyer der eksporteredes, og i hvilke farver de eksporterede dyr var. Hollandske fiskere tog ponyer med sig hjem, og i 1885 eksporterede en Eli Elliot 75 ponyer til Amerika. Siden da har amerikanerne udviklet en amerikansk variant af Shetlandsponyen, der dog ikke har det store til fælles med originalen.
Shetlandsponyerne er på Shetlandsøerne blevet anvendt som arbejdshest i tørvemoserne, trækhest i landbruget og for mælkevognene, men først og fremmest i minerne. Nu til dags er der heldigvis ikke brug for ponyer til minedriften, og ponyerne bliver udelukkende brugt til hobby. Den er en fremragende kørepony, hvad også mange her i landet har fundet ud af. Shetlandsponyen er den stærkeste hesterace der findes set i forhold til sin størrelse, og man ved at en Shetlandspony en gang har trukket et læs på 1500 kilo – et og et halvt ton!! Shetlandsponyen styrkes er noget nær legendarisk, og i 1820 skal en pony på godt 90 cm have båret en 80 kg tung man over en strækning af 65 km på én dag. Præsten John Brand skrev i 1701 om shetlandsponyernes styrke "Nogle er mindre end andre, men viser sig at være de stærkeste; der findes endda dem , som en kraftig mand kan løfte op i armene, men som ikke desto mindre kan bære ham og en kvinde til et sted tolv kilometer borte, og tilbage igen". Under normale omstændigheder siger man at en Shetlandspony kan bære det dobbelte af sin egenvægt, hvilket er det dobbelte så meget som de fleste tunge heste.
Den første stambog i Storbritannien udkom i 1891, i Danmark udkom den første stambog derimod først i 1970. Blandt de første stambogsregistrede Shetlandsponyer i Danmark var det kun et fåtal der havde stamtavler, stamtavler havde dog de fleste importerede dyr. Importen af dyr til Danmark fra Storbritannien tager rigtig fat i de tidlige 1960´er. I 1971 lukkes stambogen i Storbritannien, og herefter er det ikke muligt for ponyer uden registrerede forældre at blive optaget i stambogen.
I Danmark styres avlen af Shetlandsponyer via Avlsforeningen for Shetlandsponyer i Danmark, og registreres på Landscentret|Heste. Overordnet set er foreningen underlagt moderlandets (The Shetland Pony-Stud-Book Society) regler for eksempelvis avlsmål med mere. The Shetland Pony-Stud-Book Society er den overordnede forening for alle ren-avlede og ren-racede Shetlandsponyer i hele verden, og det er dem der sætter racestandarden. The Shetland Pony-Stud-Book Society blev dannet i 1890. Se mere på www.shetlandponystudbooksociety.co.uk
Den første selvstændige Shetlandspony Hoppekåring fandt sted i 1968, samme år som avlsforbundet oprindeligt blev organiseret, og den første selvstændige hingstekåring løb af stablen i 1969. Den allerførste hingst i den danske stambog er Harviestoun Ptarmigan, SH 1. Fra 1973 indførtes britiske dommere til alle kåringer.
For at en Shetlandspony kan opnå kåring i Danmark må den ikke være mere end 107 cm på stang. Der er ingen mindste mål. Racen opdeles i dag i 3 klasser. Mini der som udvoksede måler op til 86 cm på stang, Medium der som udvoksede måler mellem 87 og 95 cm på stang, og endeligt Standard der måler mellem 96 og 107 cm på stang. For at en Shetlandspony har ret til et rødt hestepas skal dens afstamning være kendt og anerkendt tre led tilbage. Ponyer hvis forældre begge er kåret i Avlsforeningen for Shetlandsponyer i Danmark vil ydermere have retten til foreningens logo i sit pas.